Den økonomiske samfundskrise har sat sit præg på landet det seneste år. Og den har haft store sociale og menneskelige konsekvenser. Vi har set en markant stigning i antallet af lejere i almene boliger, som har vanskeligt ved at betale huslejen, og mange er bekymrede for fremtiden. Det skaber utryghed, og det påvirker os hver især som mennesker.
Når krisen kradser bliver det tydeligt, hvordan det almene fællesskab er med til at holde hånden under nogle af de udsatte beboere, som har det svært.
Det sociale ansvar, vi som branche er med til at løfte, fylder rigtig meget i vores hverdag rundt omkring i de lokale boligafdelinger og -organisationer. Og der er rigtig mange gode sociale initiativer rundt omkring. Dem skal vi dele med hinanden, drøfte og lade os inspirere af, når vi mødes på Landskonferencen.
Vi tager med andre ord udgangspunkt i det, der fylder lige nu – og vi skal se fremad og drøfte, hvilket socialt ansvar det almene kan stå med i fremtiden.