I 2018 blev driftsbekendtgørelsen vedrørende drift og vedligehold af almene boliger ændret. Det betød bl.a., at der hvert femte år skal laves en ekstern vurdering af drifts- og vedligeholdelsesplanerne (DV-planerne) i de almene boligafdelinger. Disse granskninger ser fx på, om der opspares tilstrækkeligt til det fremadrettede vedligehold, altså om der er styr på henlæggelserne.
Skabe et samlet overblik
Flere steder i landet har man nu haft besøg af de eksterne granskere, og mange almene boligorganisationer har modtaget de første granskningsrapporter, som skal gennemgås og vurderes. Det betyder, at man lige nu står over for en ny opgave, som måske kan virke lidt uoverskuelig og måske også svær at få taget hul på.
- DFB har modtaget over 20 rapporter, som hver især inkl. billeder og interviewskema fylder voldsomt mange sider. Så det er da lidt af en mundfuld, siger Carsten Pedersen, der er kundechef i Servicecenter DFB.
De eksterne granskere har gennemgået alt fra facader og kloaker til kritiske installationer mv. og lavet en vurdering af, om der er budgetteret tilstrækkeligt til den løbende drift, og om der er afdelinger med et vedligeholdelsesmæssigt efterslæb.
- Det er jo organisationsbestyrelsen, der i sidste ende skal forholde sig til det. For selvom det drejer sig om driften, vil det jo betyde huslejestigninger, hvis man vurderer, at der skal skrues op for henlæggelserne. Så for at gøre det så let som muligt for bestyrelsen at kunne danne sig det nødvendige overblik, startede jeg med at gennemgå samtlige granskningsrapporter og sammenholdt dem med vores egne DV-planer. På den måde kunne jeg give bestyrelsen et samlet overblik over, hvor de største forskelle lå, og hvor det var mest kritisk, forklarer Carsten Pedersen.