Et alment boligbyggeri i københavnsområdet vil – som de første i Danmark – afprøve en ny facadeløsning, hvor plastikaffald fra byggepladsen opsamles, komprimeres og genbruges i facadeløsningen på et nyt etagebyggeri.
Og det er der en god grund til. Plastikaffald er nemlig den væsentligste kilde til Danmarks fossile CO2-udledning fra forbrænding af affald. Årsagen er helt grundlæggende, at plastik indeholder olie. Og når vi forbrænder olieholdigt affald, udleder vi store mængder CO2, som belaster vores klima. Derfor er det afgørende, at vi genanvender den plastik, vi bruger. Men det er desværre ikke altid tilfældet, og i dag går store mængder plastik fra bl.a. byggebranchen op i sort røg.
Sådan behøver det dog ikke nødvendigvis at være i fremtiden.
Det er det almene boligselskab Danske Funktionærers Boligselskab (DFB) og administrations- og rådgivningsvirksomheden Domea.dk, som står bag projektet.
- Vi er mere end nogensinde optagede af at finde gode, holdbare alternativer til de traditionelle facadematerialer. Og ideen om at opsamle et miljøbelastende restprodukt og forvandle det til noget, vi faktisk kan bruge aktivt i nye byggerier, giver på alle måder rigtig god mening, siger Mette Mogensen, som er by- og boligudviklingschef i Domea.dk og fortæller, at en facadeflise i plastik – eller PVC som det også kaldes – udover at have klare kvaliteter med hensyn til brand-, vejr- og UV-bestandighed, hverken behøver at se 'billig' eller 'plastikagtig' ud.