Bæredygtighed og ønsket om at bidrage positivt til vores samfund er for længst sat på dagsordenen i mange almene boligorganisationer. Og rigtig mange boligorganisationer og -administrationer rundt om i landet er allerede i fuld gang med på forskellig vis at tage ansvar, når det gælder det sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige samfundsansvar.
Indsatserne spænder bredt. Nogle steder fokuserer man på biodiversitet og grønne fællesarealer, andre steder på genbrug af byggematerialer eller på at skabe sociale fællesskaber, som kan forebygge ensomhed i boligafdelingerne. Men opgaven er ikke nødvendigvis ligetil i den enkelte boligorganisation. For hvordan går man helt konkret til arbejdet? Hvilke indsatser giver mest effekt? Og hvordan måler man og fører regnskab med den udvikling og de resultater, som opnås?
Det er netop dét, aktørerne bag projektet har sat sig for at levere svar på. Det nye brancheinitiativ vil gøre det lettere for almene boligorganisationer at arbejde målbart og databaseret med bæredygtighed, herunder ESG-rapportering.
Det er Landsbyggefonden, BL – Danmarks almene boliger, Domea.dk og Forenet Kredit, som står bag initiativet.
Parterne ønsker at samle branchen om en fælles standard med ensartede målemetoder, så ingen boligselskaber kommer til at stå alene med den meget komplekse opgave det kan være, at rapportere på bæredygtighedsindsatsen.
- Vi vil gerne invitere til et bredt samarbejde med hele branchen – både dem, der allerede er langt i arbejdet med bæredygtighed, og som kan bidrage med en masse viden og inspiration, og dem, som kun lige er kommet i gang. Hvis vi kan finde sammen om fælles løsninger, som går på tværs af branchen, kan vi nemlig forløse et langt større potentiale, end vi kan hver især. Og det vil vi gerne yde vores bidrag til, siger Thomas Holluf Nielsen, administrerende direktør i Domea.dk, og en af initiativtagerne til projektet.
Konkret indebærer projektet udvikling af et dashbord, der trækker på omfattende datagrundlag fra bl.a. Landsbyggefonden – og gør relevante data tilgængelige for boligorganisationerne på en enkel og anvendelig måde.
- Vi ønsker at bidrage til udviklingen af en branchestandard med tilhørende værktøjer, som gør det lettere for alle almene boligorganisationer at arbejde med bæredygtighed på en struktureret måde. Der er allerede mange gode kræfter i gang, og vi håber meget, at vi kan samle den almene sektor for at skabe fælles løsninger. Vi er samtidig glade for, at udviklingen af en branchestandard kan ske i et tæt samarbejde mellem den almene og finansielle sektor, siger Steen Birkedal, driftsdirektør i Landsbyggefonden, med henvisning til, at Forenet Kredit er medafsender af initiativet.