Efterdønningerne af de store samfundskriser prægede fortsat året 2023 i Domea.dk. Det kaldte på mådehold, risikostyring og hårde økonomiske prioriteringer.
Dermed blev økonomisk omtanke fortsat en dagsorden, som fyldte i året, der gik, hvor opmærksomheden blev rettet mod de mest forretningskritiske projekter samt ikke mindst selve kerneforretningen.
Det fortalte administrerende direktør Thomas Holluf Nielsen fra scenen i Nyborg, hvor den årlige generalforsamling blev afholdt den 24. maj.
Fortsat høj opbakning i kundekredsen
Igen i 2023 har der været opmærksomhed på kundernes behov, ønsker og forventninger til Domea.dk. Hvordan opleves samarbejdet i det daglige? Og er man tilfreds med den service, understøttelse og rådgivning, som vi leverer?
Fra talerstolen løftede direktøren sløret for resultaterne af en større kundetilfredshedsundersøgelse, som er gennemført her i foråret. Her fremgår det bl.a., at 8 ud af 10 af de kunder, som har svaret, er enten ’tilfredse’ eller ’meget tilfredse’ med samarbejdet, hvilket må betegnes som et tilfredsstillende resultat. Derudover var den samlede svarprocent også meget høj. Helt præcist har organisationsbestyrelsesmedlemmer hos hele 91 pct. af kunderne svaret.
- Det vidner om et stort engagement og giver os den vigtige feedback, vi har brug for, når vi skal udvikle og forbedre os, så tusind tak for det! sagde Thomas Holluf Nielsen.
Men selvom resultatet af undersøgelsen altså var godkendt, var der ifølge ham alligevel lidt malurt i bægeret, hvilket skyldes en målsætning om at ligge endnu højere.
- Overordnet set er det et tilfredsstillende resultat. Men der er nu alligevel plads til forbedringer, og det gælder især vores evne til at levere på den daglige kerneforretning, som er så afgørende vigtig for vores kunder. Her skal vi ligge højere. Det er det, vi tager med os og arbejder videre på, sagde han.
Forbrugsregnskaber i fokus
Et af de områder, som medarbejdere og ledere i 2023 har arbejdet hårdt på at forbedre, er arbejdet med forbrugsregnskaber. En lovændring har betydet, at der er sket en fordobling af regnskaber med skæringsdato den 31/12, og det satte opgaveløsningen under et voldsomt pres i 2023 – med forsinkelser til følge.
Derfor er der siden da tilført ekstra ressourcer til området, foretaget en intern omorganisering i forbrugstemaet og optimeret på automatiseringsprocesserne.
- Vi har taget opgaven på os, og heldigvis kan vi se, at det virker. Allerede nu er vi meget langt foran, i forhold til hvor vi var på samme tid sidste år, fortalte Thomas Holluf Nielsen med henvisning til, at der i første halvår af 2024 er blevet leveret regnskaber med en rettidighed på mere end 99 pct.
- Der skal lyde en stor tak til de medarbejdere, som har kæmpet for at bringe os dertil. Det er vigtigt for mig at sige højt, sagde han.
Glade medarbejdere
I det hele taget understregede Thomas Holluf Nielsen betydningen af medarbejdernes indsats.
- De er rygraden i virksomheden. Og de løfter og leverer, også i hårde tider, og det er jeg dybt taknemmelig for og vil gerne anerkende, sagde direktøren og fortalte, hvordan trivslen blandt medarbejderne er lige så vigtig som tilfredsheden blandt kunderne.
Derfor arbejdes der også med trivsel og arbejdsglæde hver dag, og der måles på den overordnede trivsel en gang om året.
I 2023 lå trivslen fortsat på et højt niveau i målingen, og Domea.dk scorer højt på alle de parametre, der måles på.
Samarbejder er med til at sikre udvikling
Selvom 2023 bød på en tilpasset virksomhedsdrift, hvor flere planlagte udviklingsprojekter fortsat har været sat på hold, så er udviklingen bestemt ikke sat i stå af den grund. Domea.dk har i året, der er gået, taget initiativ til og igangsat samarbejder med andre aktører i og uden for branchen.
- Det er naturligt for os at række ud og indgå samarbejder med andre. Vi tror på, at det er en sund øvelse at kigge ud, søge inspiration og få input fra andre. På den måde kan vi løfte meget mere, end vi nogensinde ville kunne alene – og det er en fordel for både virksomheden og vores kunder, sagde Thomas Holluf Nielsen.
Et af de samarbejdsprojekter, som har fyldt meget i 2023, er AlmenKompas, som Domea.dk har taget initiativ til. Projektet skal bidrage til en fælles branchestandard for, hvordan vi måler og dokumenterer vores arbejde med bæredygtighed og ESG. Ambitionen er at skabe en datadrevet tilgang til arbejdet med bæredygtighed samt en generel professionalisering af indsatsen, som forbereder virksomheden på de krav, branchen vil møde i fremtiden.
Projektet løber i de kommende tre år, er finansieret for eksterne midler og sker i samarbejde med BL, Landsbyggefonden og Forenet Kredit.