Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Den 15. august 2024 blev processen med at introducere nye fleksible samarbejdsaftaler markeret med et fælles digitalt møde med alle formænd og næstformænd i boligorganisationerne.

Her kunne direktionen fortælle, at vi nu var klar til at gå i gang med den konkrete overgang til de nye fleksible samarbejdsaftaler, som er selve grundlaget for, at vi kan tilbyde vores kunder ’det individuelle fællesskab’, hvor vi både høster frugterne af et stærkt fællesskab og giver plads til valgfrihed og fleksibilitet.

Indførelsen af de nye fleksible samarbejdsaftaler vil ske løbende og er overordnet inddelt i tre trin. Vi er her ved årsskiftet nået rigtigt langt med første skridt, som er en dialog med hver enkelt kunde om afstemning af roller og ansvar. Det er nemlig afgørende for kundens valg af samarbejdsmodel samt konvertering af nuværende engagementer.

Ikke kun én måde at være kunde på

- Vores kunder er selvstændige almene boligorganisationer og -administrationer i Danmark og i Grønland, der med god grund sætter en ære og stolthed i det, de laver, og dét, de står for. De har hver især deres egen identitet, kultur og historie og derfor også forskellige ambitioner og behov. Opmærksomheden på netop den forskellighed er faktisk selve omdrejningspunktet for måden, vi nu møder vores kunder på. Det er deres individuelle mål, vi med vores erfaring og kompetencer skal hjælpe dem med at opnå i et stærkt samarbejde, siger administrerende direktør Thomas Holluf Nielsen om selve grundtanken bag og ambitionen med de fleksible samarbejdsaftaler.

Og fleksibiliteten i de nye aftaler favner også bredt – for det handler både om rolle- og ansvarsfordeling, hvilke specifikke ydelser man vælger, og hvordan vi i praksis samarbejder.

Efter de indledende dialogmøder er det også tydeligt, at der netop er forskellige behov og ønsker – for mens nogle ønsker, at Domea.dk fortsat varetager det fulde forretningsføreransvar, så har andre valgt selv at ville påtage sig dele af forretningsføreransvaret.

I Domea Randers er formanden Aase Jensen glad for det fokus, der er blevet sat på samarbejdet, også selvom formandskabet som udgangspunkt ikke er i tvivl om deres ønsker og behov i forhold til roller og ansvar.

- Jeg er meget positiv over for processen omkring de nye samarbejdsaftaler. Det har været en god oplevelse og rart at få sat fokus på vores samarbejde. Vi har haft en rigtig god snak om tingene, hvor vi har fået svar på forskellige spørgsmål og også har fået rettet lidt i aftalens formuleringer, så det passer bedre til os. Vi mangler stadig at samle hele bestyrelsen, men umiddelbart er vi mest trygge ved, at det fulde forretningsføreransvar fortsat ligger hos Domea.dk. Det passer bedst for vores situation og for vores boligorganisation. Men alle kunder er jo forskellige, og jeg er personligt meget glad for, at det store fællesskab nu kan rumme alle – også dem, der ønsker noget andet, end vi lige gør, siger Aase Jensen.

Hos MNV Bolig på Sjælland har man også været glad for processen, og her har man valgt muligheden for selv at tage dele af forretningsføreransvaret

- Jeg synes, det har været en rigtig udmærket proces. Vi havde allerede inden en del materiale, som vi kunne tage udgangspunkt i, hvilket var rigtig rart, for så kunne vi hurtigere komme til en beslutning i bestyrelsen. For os har det handlet meget om at få mere klarhed på snitflader og rene linjer – ikke kun ift. Domea.dk, men også internt. Og det har den her meget strukturerede dialog om roller og ansvar virkelig været en god anledning til og løftestang for, fortæller Maja Hansen, der er formand for MNV Bolig.

Stor opbakning og begejstring

Én ting går igen uanset, hvilken samarbejdsform man som kunde ønsker, og det er en stor begejstring for, at der nu er øget mulighed for fleksibilitet.

Og dét glæder i Domea.dk:

- Spørger du mig, er det jo netop et bevis for, at vi har gang i det helt rigtige, når vi kan se, at nogle kunder vælger det ene, mens andre vælger det andet. Med de nye samarbejdsaftaler kan vi tilbyde alle vores kunder – og potentielt nye kunder – den individuelle fleksibilitet, der er behov for. For det er på den måde, vi kan støtte op om det vigtige lokale tilhørsforhold og om den kultur, der er i den enkelte boligorganisation og boligforening. Og ligegyldigt hvilken samarbejdsform kunden vælger, så er vores eneste ambition og opgave at hjælpe dem med at blive og være de boligorganisationer, de ønsker, siger Thomas Holluf Nielsen.

Ydelser og aftaler tilpasses efter behov

Som nævnt vil indførelsen af de nye fleksible samarbejdsaftaler ske løbende. Nu er næste skridt så, at samarbejdsaftalerne skal gennemgås i deres helhed og tilpasses efter behov sammen med den enkelte kunde.

Det vil ske i løbet af 2025-26, og fra den 1. januar 2027 vil aftalerne og den dertilhørende nye prismodel være fuldt implementeret.