Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Når servicekoordinatorer, driftsledere og teamledere mødes for at drøfte udfordringer, dele perspektiver og gøre hinanden klogere, sker det ofte i regi af de faglige netværk. Netværkene har tidligere været forankret flere forskellige steder i organisationen, hvor dedikerede kollegaer har gjort et stort arbejde for at sikre værdifuld sparring og dialog. Denne indsats bygger vi nu videre på med den nye struktur, hvor alle netværk er blevet samlet ét sted, nemlig i HR, og med HR-partnerne som netværksledere.

Men hvad er egentlig tanken med den manøvre, har vi spurgt HR-chef Anne Junker om.

- Der har længe været arbejdet med vores faglige netværk. Flere af dem har fungeret rigtigt godt. Men vi håber, at vi kan give dem endnu et løft, ved at samle dem her i HR og give dem den opmærksomhed, de virkelig fortjener, fortæller hun.

Det er nemlig vigtigt at have et rum, hvor man kan drøfte både udfordringer og muligheder med kollegaer, som sidder med tilsvarende opgaver, mener hun.

- Der er ingen grund til, at vi hver især skal opfinde den dybe tallerken, når vi har kollegaer, der kan hjælpe og gøre os klogere. Derfor er der også et kæmpe udviklingspotentiale ved at arbejde aktivt med vores faglige netværk. Og med forankring her hos os kan vi i al fald gøre det mere systematisk og struktureret, end vi har kunnet tidligere, og udnytte de synergier, der er på tværs af vores netværk, siger hun.

Som en konsekvens af, at det hele nu er samlet ét sted, kan netværkslederne fx bedre bruge hinanden til at planlægge aktiviteter, sparre med hinanden og tage afsæt i et fælles årshjul.

Ved fælles hjælp bliver vi klogere på vores rolle

Forleden var driftsledere fra hele Sjælland samlet til sidste modul af et lederkursus om psykologisk tryghed. Her blev det bl.a. diskuteret, hvordan gruppen af driftsledere kan udvikle sig, når det gælder at være nysgerrige på andre perspektiver, hvordan man træner aktiv lytning, som det hedder, og bliver mere bevidst om den effekt, ens egen adfærd har på andre.

- Jeg forsøger løbende at tage temaer op, som interesserer deltagerne og kan give dem brugbare perspektiver på deres dagligdag. Derfor indgår driftsmæssige emner som en central og naturlig del af netværket. Og når det gælder personaleledelse, så handler det nogle gange også om at skubbe dem lidt ud af deres komfortzone for at skabe de her gode og sunde drøftelser, hvor vi ved fælles hjælp bliver klogere på vores rolle og træner den selvbevidsthed, som er så afgørende, når man har til opgave at lede andre, fortæller Signe Skouboe, der er netværksleder for driftsledernetværket.

Derudover peger hun på vigtigheden af også at kunne ’slå lyttebøfferne ud’ som netværksleder.

- Lige så vel som jeg bringer nogle aktuelle og relevante emner ind i kredsen, som vi drøfter sammen og forhåbentlig kan gøre hinanden klogere på, så er netværket også – for mig – en kilde til information. Hvad er det, der fylder ude hos den enkelte, og hvad bør vi som virksomhed være særligt opmærksomme på lige nu. Den opgave med at lytte til det, som rører sig, forsøger jeg altid at være meget ydmyg omkring, siger hun.

Foruden Signe Skouboe, er Henrik Dreyer-Andersen netværksleder for servicekoordinatorerne, mens Marie Kromphardt Østergaard har opgaven som netværksleder for teamlederne.

Noget af det, som er utroligt vigtigt – fortæller de samstemmende – er, at deltagerne skal føle sig hjemme i netværket. Det skal være en sikker base blandt ligesindede, hvor man i fortrolighed kan dele ud af sine erfaringer. Også de situationer, hvor man oplever at komme til kort, fortæller Marie Kromphardt Østergaard.

- Vi har et stærkt fokus på at skabe et frirum, hvor der er plads til at reflektere over egen praksis og ledelse. Det er noget af det, der ikke altid er mulighed for i en hektisk hverdag, så det vil vi gerne give tid og plads til her. Derudover har det en åbenlys værdi, at vi sætter hinanden stævne på tværs af afdelinger – det giver en bedre forståelse af, hvad der rører sig i andre dele af organisationen og så bidrager det til en holdånd, hvor vi er sammen om at løfte en fælles opgave, siger hun.

Stil krav til dine kollegaer

Noget af det, de tre netværksledere også er enige om, er, at vi gerne må stille krav til kollegaerne i vores netværk, siger Henrik Dreyer-Andersen:

- Det er ikke nok at møde op, drikke sin kaffe og tage noter. Du skal også byde ind, tage ansvar og give noget tilbage til dine kollegaer. Det er selve forudsætningen for, at netværket får den værdi, det skal have. Man bliver så at sige nødt til at sætte sig selv lidt på spil. Det kan godt være svært i begyndelsen, men så er det min opgave som netværksleder at skabe et rum, hvor det føles trygt og i orden at gøre det.

Foruden driftsleder-, teamleder- og servicekoordinatornetværket er det også planen, at kundechefnetværket i nær fremtid vil blive forankret i HR og få sin egen netværksleder. Til den tid vil kundechefer hos boligselskaber, som køber fuld forretningsførelse, være selvskrevet en plads i netværket, mens kundechefer hos boligselskaber, der har hjemtaget ledelsen af servicecenteret, vil kunne købe sig ind for at deltage.