Aftaler med større robusthed
Som noget nyt indeholder rammeaftalerne både primære og sekundære aftaleholdere. De sekundære kommer i spil, hvis det byggeri, der skal opføres, stiller særlige krav, der fordrer et miniudbud. Her kan primære og sekundære aftaleholdere byde ind på samme vilkår.
Med rammeaftalemodellen lægges der op til et tættere samarbejde mellem entreprenør og bygherre, hvor parternes viden bringes i spil så tidligt som muligt. På den måde kan man i samarbejde afdække, hvordan projekterne kan realiseres inden for de givne rammer. Det gælder inden for økonomi, boligtype, beliggenhed, lokalplanskrav og ønsker fra hhv. boligselskab og kommune.
Den tidlige involvering skal give en relation med større forståelse for parternes muligheder og succeskriterier. På den måde sikres en større robusthed i det samlede aftalekompleks.
Netop samarbejde og robusthed har været i fokus i forbindelse med udarbejdelsen af de nye aftaler fortæller Signe Sønderskov, der er direktør for byggeri og byudvikling i Domea.dk.
- Fordelen ved at indgå den her type aftaler er, at vi får mulighed for tættere og længerevarende samarbejder med entreprenørerne om udvikling og opsamling af viden på tværs af de byggeprojekter, vi arbejder med, siger hun.
Signe Sønderskov lægger ikke skjul på, at man samtidig forsøger at imødekomme de udfordringer, som de mange konkurser i branchen tidligere har været årsag til.
- Rammeaftalemodellen lægger først og fremmest op til et tæt og forpligtende samarbejde, hvor entreprenøren har stor indflydelse på projektet og derved reduceres den økonomiske risici for de involverede parter. Derudover skaber vi en større sikkerhed for vores kunder ved at de sekundære aftaleholdere relativt enkelt kan erstatte de primære, hvis det alligevel skulle gå hen at blive nødvendigt, siger hun.
Der er skrevet under på tre primære og to sekundære aftaler i Østdanmark samt fire primære og to sekundære aftaler i Vestdanmark.