Et servicecenters fornemmeste opgave er at servicere lejerne – både de nuværende og de kommende – i et eller flere boligområder og sørge for, at driften af boligerne fungerer. Som ansat får du derfor en berøringsflade, der rækker ud over servicecentres fire vægge. Sammen med dine kolleger er du bl.a. i kontakt med beboere, ansøgere, organisations- og afdelingsbestyrelsesmedlemmer og andre, der har deres gang i de boligområder, I servicerer. Nogle kolleger vil også have et samarbejde med de lokale kommuner, med lokale håndværkere og øvrige samarbejdspartnere.
Derudover vil flere af jer også have kontakt til kolleger og afdelinger i Domea.dk. Det kan fx være medarbejdere i Økonomi, Byggeri og byudvikling, Kommunikation eller andre.
Ud over at være en lokal arbejdsplads for en eller flere boligorganisationers medarbejdere i driften er servicecentret også et kontor med åbningstider, hvor beboerne kan få personlig betjening. Der er derfor både medarbejdere, som primært har deres daglige gang på servicecentret, og medarbejdere, der mest opholder sig ude i boligområderne, hvor de slår græs, reparerer vandhaner, laver flyttesyn og meget, meget andet. Her er måske også placeret et satellit-kontor/en frokoststue.
Uanset hvor I færdes mest i dagligdagen, har I også en, ofte lidt usynlig, men meget vigtig opgave, som kan følge med jobbet. I spiller en stor social rolle i det eller de boligområder, I færdes i, og I har et ansvar for at reagere, hvis en beboer trives dårligt eller på andre måder har ændret adfærd, så der er grund til bekymring.