2023 blev et år, hvor vi fik belyst vigtigheden af den mission, vi som virksomhed er på: ‘Sammen gør vi Danmark til et bedre og billigere sted at bo’. Med streg under 'sammen'.
I de forgangne år så vi, hvordan de store samfundskriser – corona, stigende el- og energipriser og Ruslands invasion af Ukraine – med deres alvorlige økonomiske og sociale konsekvenser til følge, fik os alle til at rykke en smule tættere sammen. Og det 'sammen' fik igen en vigtig betydning i 2023.
Efterdønningerne af kriserne mærkede vi stadig, og det kaldte fortsat på en stram risikostyring, og at vi passer ekstra godt på virksomhedens såvel som kundernes økonomi. Når verdenssituationen er usikker, er vi særligt forpligtede til at udvise ansvarlighed og have et skarpt øje på omkostningstrykket i det almene. For det omkostningstryk, vi mærker, påvirker også boligorganisationer og beboere. Vi er non profit og kan ikke bare skrue op for udgifterne. Vores fornemmeste opgave er i samarbejde med vores kunder at sikre gode og trygge boliger til en husleje, der er til at betale.
Når situationen kalder på ekstraordinær økonomisk ansvarlighed, prioriterer vi hårdere og fokuserer på kerneydelserne og de mest forretningskritiske opgaver og projekter. Og netop kerneforretningen har i det forgangne år fået et særligt fokus. Men udviklingen må ikke gå i stå. Derfor er det også naturligt for os og måden, vi driver og udvikler virksomheden på, at række ud og lave samarbejder med andre i og uden for branchen – samtidig med at vi har en stram og ansvarlig økonomistyring. Det er samarbejder, der giver en merværdi for vores kunder.
Og derfor har vi også indgået i og taget initiativ til flere nye samarbejder i 2023 – og det kommer vi til at gøre endnu mere i de kommende år. Vi tror nemlig på, at det er en sund øvelse at kigge ud og søge inspiration og få input fra andre.
For det bliver ikke billigere at sikre trygge og betalbare boliger til danskerne. Vi er som branche afhængig af gode – og realistiske – politiske beslutninger. Rammevilkårene inden for alment byggeri gør det svært at opføre nye boliger og renovere de eksisterende, uden at beboerne får de ekstraordinært store huslejestigninger, vi gerne skal undgå. Læg dertil inflation, knaphed på materialer og stigende priser og lønninger. Resultatet er, at der ikke bliver bygget nok. Og det har også vist sig i 2023, hvor vi satte 295 boliger i drift for vores kunder – mod forventet 400. Det er 170 færre idriftsatte boliger end i 2022 og knap 500 færre end i 2021.
Men behovet for betalbare boliger er der fortsat. I hele landet.
2023 blev på den måde et år, hvor vi søgte nye løsninger, fortsat sikrede en tilpasset virksomhedsdrift og arbejdede konkret og konstruktivt videre med den strategi, vi har udstukket for virksomheden – hvor kunderne sætter retningen for samarbejdet, vælger de ydelser, de ønsker at modtage, og fortæller os, hvordan vi kan hjælpe dem bedst.
Årets resultat blev et overskud på 8,8 mio. kr., hvilket er 8,7 mio. kr. over årets budget. Det er et resultat, der er præget af dels en positiv udvikling på kapitalmarkedet, der trods store udsving i løbet af året resulterede i et positivt afkast af de investerede midler, og dels af en øget efterspørgsel på rådgivnings- og tilvalgsydelser.