Siden 2020 har medlemmerne af Domea.dk’s bestyrelse arbejdet målrettet med kompetenceudvikling, når det gælder evnerne til at varetage det ansvar, der følger med en bestyrelsespost – og dermed sikre, at bestyrelsen skaber mest mulig værdi for virksomheden og derigennem kunderne. Der er bl.a. udarbejdet et bestyrelsescharter og en proces for tilbagevendende evaluering af de individuelle medlemmers indsats. Arbejdet er inspireret af Anbefalinger for god Selskabsledelse.
Ambitionen om at professionalisere bestyrelsesarbejdet yderligere tager bl.a. udgangspunkt i vores strategi ’Det individuelle fællesskab’ og skal også sikre en gennemsigtighed, så kunder og andre interessenter kan følge med i udviklingen.
Bestyrelsescharter
Bestyrelsescharteret skal ses som en aftale, der er indgået mellem bestyrelsesmedlemmerne. Herigennem forpligter de sig selv og hinanden på de opgaver, de særligt bør have fokus på, det ansvar, der ligger i rollen, og den adfærd, der forventes af dem. Derudover fremgår beslutningen om, at medlemmerne årligt evalueres individuelt og som samlet bestyrelse. Charteret understøtter den fortsatte udvikling af arbejdet i bestyrelsen og beskriver, hvordan det ideelle bestyrelsesarbejde – med udgangspunkt i strategien – ser ud i Domea.dk.