I Domea.dk vil vi være bæredygtige. Den ambition står skrevet sort på hvidt og er stadfæstet i vores virksomhedsstrategi.
Vi tager ansvar for det samfund, vi er en del af – fordi det giver mening, og fordi det er nødvendigt for vores fælles fremtid. Det handler om, hvad vi selv kan bidrage med som virksomhed, og hvordan vi bedst hjælper og understøtter vores mange kunder.
For os er bæredygtighed vigtigt af flere årsager. For det første afhænger vores fælles fremtid af, at vi alle gør noget for at værne om vores samfund og undgå at drive rovdrift på vores klode. For det andet forventer vores omverden, at vi forholder os aktivt til bæredygtighedsdagsordenen – og at vi bidrager, hvor vi kan.
Vores mange kunder er almene boligorganisationer og -administrationer, som tilsammen ejer og administrer mere end 80.000 boliger over det meste af Danmark. Så når vi trækker i samme retning, har vi musklerne til at gøre en reel forskel. Vi har en stærk forandringsmotor, og det forpligter.
Tre bundlinjer
I Domea.dk har vi en bred tilgang til bæredygtighedsbegrebet og arbejder både med den sociale, miljømæssige og økonomiske bæredygtighed.
Den økonomiske bæredygtighed handler om sund forretningsførelse og om at sikre, at pengene bruges til det rigtige. Det er forudsætningen for, at boligorganisationerne både i dag og i fremtiden kan levere gode og betalbare boliger til mennesker med almindelige indkomster.
Den sociale bæredygtighed fokuserer på, hvordan vi sammen med vores kunder bidrager til at holde hånden under de beboere, som har brug for hjælp, og hvordan vi generelt ønsker at bidrage til at øge livskvalitet, tryghed og godt naboskab.
Den miljømæssige bæredygtighed handler om, at vi aktivt medvirker til at reducere påvirkningen af vores klima og miljø. Det gælder både når vi bygger, renoverer og vedligeholder, samt når vi rådgiver vores kunder om valg af miljørigtige løsninger.
Fire konkrete mål
Vores tilgang er, at bæredygtighed skal være baseret på fakta, det skal være håndgribeligt og målbart. Derfor har vi i Domea.dk defineret fire konkrete mål og indsatsområder.
De fire mål er udvalgt ud fra en holistisk forståelse af bæredygtighed – og med blik for, hvilke faktorer vi som almen branche har bedst og størst mulighed for at påvirke til fordel for en bæredygtig fremtid.
De fire mål er:
Mere livskvalitet, mere biodiversitet, mindre CO2-udledning og flere betalbare boliger.