Du kan søge bolig gennem Domea.dk. Vi er en af Danmarks største almene administrations- og rådgivningsvirksomheder, og vores kunder er almene boligselskaber og -administrationer, der til sammen ejer og administrer ca. 80.000 lejeboliger. 34.000 af dem hjælper vi vores kunder med at leje ud.
Søg bolig på vores søstersite
Domea.dk har et søstersite, der hedder Lejeboligen.nu. Det er her, vi har lagt vores kunders boliger, så du kan se billeder af dem og læse mere om dem – det er også her, du søger bolig. Der ligger både boliger, som er ledige nu, og boliger, som du kan skrive dig på venteliste til. Du kan få en trin for trin-guide til at søge bolig her.
Forstå ventelisteprincippet
Almene boliger tildeles efter et ventelisteprincip. Alle boligselskaber har en venteliste, så du søger bolig ved at skrive dig op på deres venteliste. Det er alene dit nummer på ventelisten, der afgør, om du får tilbudt en bolig. Du kan altid sige nej til en bolig, du får tilbudt, hvis ikke den var lige det, du havde drømt om. Du beholder din placering på ventelisten. Du kan se, hvordan du skriver dig på venteliste her.
Alle kan søge bolig i et alment boligselskab
Alle kan bo alment – uanset hvor meget du tjener, hvad din familiesituation er, om du er ung eller gammel, nydansker eller gammeldansker. I Danmark bor omkring en million mennesker i en almen lejebolig – det er mere end hver 6. dansker.
Der findes tre typer af almene boliger: Familieboliger, ungdomsboliger og ældreboliger. Familieboliger kan alle søge og bo til leje i, også selvom du fx er single. Ungdomsboliger er for studerende.
Ældreboliger skiller sig lidt ud. Ønsker du at søge bolig i en boligafdeling for ældre, foregår det gennem den kommune, du bor i. Det er kommunerne, der anviser borgere til ældreboliger. Men du kan stadig se boligerne og få mere information om dem på Lejeboligen.nu.
Læs mere om de almene boligtyper her.