Boformen løser en social opgave
Almene boliger adskiller sig på mange måder fra resten af boligmarkedet. De skal sikre, at der findes gode boliger i attraktive boligområder til alle i Danmark. Boligerne bliver opført med et bidrag på 10 % fra den kommune, de ligger i, og kommunen kan så disponere over hver fjerde ledige lejlighed, som den kan henvise borgere til. Dermed spiller almene boliger en vigtig social rolle i samfundet.
Ingen tjener penge på dig
Din husleje går i store træk til drift og til afdrag på boligafdelingens lån. Der er ingen, der tjener penge på, at du bor i en almen bolig – det er din sikkerhed for en rimelig husleje. Desuden har du en lang række fordele og rettigheder, når du bor alment. Klik dig videre til dem i boksen.
Du kan være med til at bestemme
En almen lejebolig er en del af en boligafdeling, som igen er del af et boligselskab. Som beboer kan du være med til at bestemme, hvad der sker i boligafdelingen og det boligområde, du bor i. Det kaldes beboerdemokrati, og det kan du deltage i ved at møde op til afdelingsmødet og/eller ved at stille op til afdelingsbestyrelsen – den repræsenterer beboerne over for boligselskabet. Et boligselskab har som regel flere boligafdelinger. Repræsentanter for boligafdelingerne sidder i bestyrelsen hos boligselskabet. Du kan læse mere om beboerdemokratiet her